Viser opslag med etiketten Dessert. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dessert. Vis alle opslag

tirsdag den 15. oktober 2013

Pindis



Endnu en omgang is, men denne gang blev den lavet med fløde og brugt som pindis. Som faktisk blev virkelig gode og meget sommerlige.

Flødeis:
200 ml piskefløde
200 ml mælk
150 gr sukker
1 æggeblomme
2 spsk hyldeblomstsirup (kan udelades) se opskrift her

Pisk det hele sammen (i hånden, ikke elpisker), bare så det er blandet godt.
Kør på ismaskine i ca. 40 min.

Bær:
150 gr blandede frosne bær
2 spsk rørsukker

Imens laves bærene. Kom dem i en gryde sammen med rørsukker og kog det op. Når bærrene er ved at være kogt ud, skal man lige sigte bær-resterne fra, så massen er helt flydende. Når fløde-isen er færdig røres bærrene i, sådan lidt løst og kun en smule, så man får halv flødeis, halv bæris. Hæld i forme (eller én stor) og stil på køl et par timer.



onsdag den 11. september 2013

Fut fut fuuuut



Minitærter med hvid chokoladeganache og hindbær

Der kom da vist lige et tog og kørte over Michela.
Det føles i hvert fald sådan.
Er totalt blæst oveni hovedet.

De sidste 3 dage på arbejde føles som 3 uger, fordi vi har så P-I-S-S-E-H-A-M-R-E-N-D-E travlt.
Og jeg knokler som et æsel.

Men nu er 2 store opgaver afleveret og jeg kan få lov at trække vejret igen.
- Altså lige indtil kl. 8 i morgen tidlig, hvor det går løs med nye projekter.

Det er som om, at to-do-listerne vokser den forkerte vej lige nu.
Er det kun mig, som laver to-do-lister over alt?
Ellers er der jo ikke orden i mit hovede. :)


Gad virkelig godt spise én af disse minitærter nu.


Til 6 stk

Mørdej:

150 g hvedemel
75 g usaltet smør
50 g flormelis
1 æg
Ælt det hele godt sammen og stil på køl i 1/2 time

Herefter rulles dejen ud.
Fordel den i 6 små tærteforme.
Bages ved 180 grader i ca. 15 minutter.



Fyld:

2 dl fløde
200 g hvid chokolade
25 g smør
Varm fløden op i en gryde.
Hæld 3/4 af fløden over chokoladen, så den smelter. Rør rundt.
Hæld det sidste fløde over sammen med smøren, så alt chokoladen smelter.

Fordel chokoladen i tærterne.

Kom en klat hindbærsyltetøj i hver tærte og fordel med en kniv.
Stil på køl i minimum 2 timer, så chokoladen stivner.

Serveres kold.



Har haft en super-duper-travl dag

6.00 Stå op og gå tur med hunden
7.45 Gå på arbejde - da vi er løbet tør for både biler og cykler med luft i
8.00-16.45 Mega stress og 2 store projekter afsluttes
17.00 Hjem fra arbejde - lave+spise aftensmad
18.00 Til hundetræning (det skal man jo)
20.00 Hjemme igen. Ud og løbe en tur.
20.30 Hjem i bad + blogge.
21.30 Kan høre sengen kalde. Meget højt. Den har savnet mig.

Over and out!



søndag den 4. august 2013

[Hindbæris] Bum!




Så ramte hverdagen igen. Mega hårdt.

Slut med is. Slut med grillaftener på terrassen. Slut med at tyller en hel flaske Asti hver aften. Slut med tuller rundt i bikini dagen lang. Slut med at synes, det har været en travl dag, hvis man både har handlet ind og støvsuget.

Trænger allerede til ferie igen.
Hvornår kan jeg få det? Til jul!
Super! Det er jo også liiige rundt om hjørnet.

Puha, jeg fornemmer et travlt efterår.

Anyways. Hvis du stadig har ferie, kan du jo lige bikse denne is sammen.


200 g hindbær
Koges 2 min, køler af og moses.

200 g hvid chokolade
Smeltes og køler lidt af
(Det er nemmest at smelte det i mikroovnen - lidt af gangen)

1 æggeblomme
70 g flormelis
1 tsk vaniljesukker
Piskes til en tyk creme

1,5 dl piskefløde
Pisk til flødeskum



Vend nu æggemassen, fløden, hindbær og hvid chokolade sammen.

Stil på køl i minimum 45 min.

Kør på ismaskine i 40 minutter.




mandag den 24. juni 2013

Verdens bedste koldskål




Intet mindre. Fordi den smager af sommer, sol og hygge.

Og fordi det er super nemt at lave.

Og ved du hvad?
Den er tilmed fedtfattig. BONUS!

Men fedtfattig betyder bestemt ikke dårligere end den almindelige version.
Faktisk er den meget bedre.


3 æg
2 tsk vaniljesukker
Piskes godt og grundigt. Lææænge. Måske 10 min eller noget i den stil.
Jeg bruger altid min røremaskine.
Når den har pisket længe nok, fylder det faktisk knap det halve af skålen.
Det er vigtigt - ellers får du ikke en luftig koldskål.

1 liter Cheasy Vanilje Youghurt
1 liter kærnemælk
Tilsættes og piskes sammen med æggene.

Hvis du kan lide en lidt sød koldskål, så må man gerne tilføje lidt Isis sødemiddel.

Det giver en ret stor portion. Gætter på ca. 2,5 l.


Server med bær eller bananer. 
Hvis du vil holde den fedtfattige version.


Server med kammerjunkere.
Hvis du godt kan lide småkager.


{ TIP }

Gem kartonerne fra både youghurten og kærnemælken.
Så kan du hælde resten af koldskålen tilbage i dem.
Så skal du bare ryste dem dagen efter og hælde op :)


søndag den 17. marts 2013

Fedtfattig hindbærtærte




Der bliver indtaget en vis mængde kalorier, når man serverer en 3-retters.

Derfor bestemte jeg mig for, at lave en sund dessert.
Helt sund - og uden at det smagte for sundt.
Altså - der skulle jo heller ikke bare serveres et æble.

Jeg fik lavet denne hindbærtærte, som er supernem og smager godt.
Prøv den, næste gang du har lyst til kage, men uden den der dårlige samvittighed.


Bund:

100 g hasselnødder
100 g Kærgården steg og bag
Blend hasselnødderne fint og rør den sammen med fedtstoffet.

100 g rugmel
40 g Isis Perfect Strø (En slags sukker uden kalorier - fås her)
1/2 tsk kanel
1/2 tsk vaniljesukker
1/2 tsk natron
Tilsæt alle de tørre ingredienser

1 æg
1-2 dl vand
Tilsæt ægget. Ælt godt sammen.
Tilsæt vand lidt efter lidt, til dejen hænger godt sammen.

Fordel dejen i et tærtefad.
Brug en ske til at smøre dejen ud. Pres evt. sammen med en spartel.

Bag i ca. 30 min ved 180 grader varmluft.


Fyld:

400 g skyr
2 håndfulde hindbær
2 tsk vaniljesukker

Pisk fyldet sammen og fordel over kagen.

Pynt evt. med hakkede hasselnødder.



TIP Du kan sagtens lave kagen dagen før.

torsdag den 2. august 2012

Hyldeblomstis




Nu er det ikke så tit, at jeg praler af mig selv - men hold nu kæft en god is, jeg har fået bikset sammen her. Den er cremet, frisk og sød på én gang og er lige ved at tro, det er den bedste is, jeg nogensinde har smagt.. I hvert fald denne sommer. Og så er den tilmed helt vildt nem at lave. Tror jeg fylder fryseren kun med denne is. Helt op!

1 dåse kondenseret mælk
5 dl skummetmælk
1 tsk vaniljesukker
2 spsk hyldeblomstsirup - se opskrift her

Det hele blandes bare sammen. Nu skal du enten stille det hele på køl i 12 timer, eller også skal du bare opbevare mælke-dåsen i køleskabet, så er det jo allerede klar. Køres på ismaskine, til ismaskinen bibber og dermed er færdig, den har en softice-konsistens. Sæt i fryser et par timer og den er klar. Nemmere bliver det vist ikke at lave hjemmelavet is. Man skal selvfølgelig lige have en ismaskine, så er det også helt og aldeles slut med købeis.
Hvis du nu ikke lige har overskuddet til at lave din egen hyldeblomstsirup (eller det er uden for sæson), så kan man også bruge hyldeblomstsaft - det kræver bare en lidt større mængde. Måske 1 dl.

mandag den 18. juni 2012

Hvid chokoladeis med hindbær




1 dåse kondenseret mælk
200 gr hvid chokolade
2 spsk. skummetmælk
2 håndfulde hindbær
Digestive kiks

Smelt den hvide chokolade over vandbad.
Tilsæt kondenseret mælk og skummetmælk - stadig over vandbad.
Sæt på køl.
Når det er koldt nok, køres isen på ismaskine.
Hindbærene moses og tilsættes isen, kun lige før den er færdig, så de bliver rørt i.
Sæt på frost eller server med det samme.

Hvis ikke man har en ismaskine, kan man også bare røre det godt sammen og sætte direkte på frost. 
Husk at røre i det et par gange den første time.

Jeg knuste en digestive kiks og lagde isen ovenpå, samt pyntede med lavendel blomst og kokosflager.

Ps: Kokosflager kan købes her

Pps: Hvis du engang skal lave en hurtig softice og ikke har en ismaskine kan du gøre følgende:
Tag en færdiglavet is, kom i røremaskine sammen med 2 spsk piskefløde og sæt igang.
Så får du samme konsistens som softice. Man kan jo også tilsætte en smule sirup, hvis man vil tilføje lidt hindbær-, jordbær-, appelsinsmag eller lignende.
Og så kan du sagtens bilde gæsterne ind at den er hjemmelavet :)



torsdag den 26. april 2012

Fedtfattig koldskål

Koldskål hører sommeren til, men indeholder desværre også ret mange kalorier. Kunne aldrig drømme om at købe en færdig karton, og forstår slet ikke hvorfor de altid skal komme citron i. Denne koldskål smager mindst lige så godt som den traditionelle, men er meget sundere.


3 æggeblommer
2 tsk vanilje sukker
1 liter kærnemælk
1 liter Cheasy vanilje yoghurt
Isis perfect sød (flydende sødemiddel)
Bananer, bær (efter smag)

Pisk æggeblommer og vaniljesukker sammen. Tilsæt kærnemælk og yoghurt. Og pisk det sammen. Smag til med sødemiddel.
Server med frugt.

Så er der ægte sommerstemning :)

onsdag den 25. april 2012

Yoghurtis med Oreo's



Det var virkelig svært at finde en opskrift som ikke krævede en ismaskine, så jeg måtte lave min egen version.

Ca. 1 liter

4 æggeblommer (pasteuriseret)
100 g flormelis
4 æggehvider (pasteuriseret)
3 dl cheasy vanilje yoghurt
8 stk Oreo's

Pisk æggeblommer og flormelis til en tyk creme.
Pisk æggehviderne stive.
Bræk Oreo'sene i små stykker.
Vend forsigtigt æggehviderne, yoghurten i cremen.
Vend Oreo's i, bare så det lige er blandet sammen.
Fordel i glas/skål og sæt i fryser.
Rør rundt efter en times tid.



søndag den 12. februar 2012

Pandekager UDEN sukker og hvedemel

Og faktisk super gode.

10-12 stk

Ingredienser:
75 gr mandler
3 æg
5 dl skummetmælk
10 dråber isis perfect sød (sødemiddel) eller evt. en tsk vaniljesukker
75 gr kærgården steg og bag
30 gr hvid hvedemel
75 gr rugmel

Blend mandlerne helt fint og rør de øvrige ingredienser i. Steges på panden ved lav varme - de skal stege lidt længere end almindelige pandekager. Lad være med at lave dejen for tynd, så er de umulige at vende.

De er også super gode til aftensmad med fyld i, så skal man bare undlade sødemidlet.

søndag den 29. januar 2012

Hjemmelavet Toblerone-is


Helt vildt god is, som er hurtig og nem at lave.
Kræver ikke ismaskine.

Ca. 2 liter

8 æggeblommer (pasteuriseret)
200 g flormelis
8 æggehvider (pasteuriseret)
2,5 dl fløde
1 stor Toblerone

Pisk æggeblommer og flormelis til en tyk creme.
Pisk æggehviderne stive. Pisk fløden til flødeskum. Hak Tobleronen.
Vend forsigtigt æggehviderne, flødeskummet og Toblerone i cremen. Fordel i glas/skål og sæt i fryser.

Tag det først op lige før servering da det smelter hurtigere end købe-is

Beklager billed-kvaliteten, men iPhone tager altså virkeligt dårlige billeder når det er mørkt.

Hjemmelavede flødeboller


Så fik jeg prøvet at lave flødeboller. De smager godt men tog også lang tid at lave.

Opskrift:
Ca. 50 små flødeboller

Bunde:
250 g mel
100 g smør
100 g sukker
Skum:
5 pateuriserede æggehvider
300 g sukker
Overtræk:
450 g chokolade (hvid, lys, mørk)
Kokos

Smør og mel smuldres og blandes med sukkeret. Ælt det godt sammen, og tilføj bare lidt vand hvis ikke det vil hænge sammen. Rul dejen ud på et stykke bagepapir. Udstik herefter bundene med et glas alt efter hvor store man vil have dem.
Bag bundene i 10 min på 200 grader. Stilles til afkøling.

Smelt imens chokoladen over vandbad

Pisk æggehviderne helt stive og tilsæt sukkeret lidt efter lidt imens der piskes.
Put skummet i en sprøjtepose/frysepose og fyld de bagte bund. Varmes nu ca. 5 min ved 200 grader - dermed bliver skummet fastere og nemmere at pensle.

Pensl med chokolade eller kom det på med en ske. Drys til sidst med kokos.

Man kan også bruge mariekiks elle ren marcipan (skæres ud og bages 6 min ved 180 grader) jeg kan nu bedst lide disse bunde.